"Royale begivenheder" på Københavns Museum

I forbindelse med tronskiftet får du her en opsamling på alle de ting med et royalt twist, du kan opleve på Københavns Museum.

Christian 4.s København

I vores permanente udstilling kan du i det udstillingsrum, der blandt andet omhandler stormen på København stå ansigt til ansigt med Christian 4., og kigge ud på det sted, hvor angrebet faktisk foregik - i Stormgade! Gipsafstøbningen af en del af Merkur-statuen fra Børsen forbinder udstillingen med et af kongens mest berømte byggerier ude i byen. 

Klædt på til Amalienborg - i 1700-tallet

I Amalienborg-rummet kan du hilse behørigt på folk af høj rang i 1700-tallet, røre ved en gipsafstøbning af en lille del af Saly´s kæmpestore rytterstatue fra Amalienborg og nyde den flotte Frederik 3.-gulddukat fra 1660, der blev fundet ved udgravningerne på Rådhuspladsen i 2012. 

Få overblik over Kongens København

I vores 3D-printede bymodel på 2. sal ses hele Indre By og mere til – og du kan gå på opdagelse ved både Amalienborg, Rosenborg og Christiansborg og nyde solen stå op og gå ned på vores skyline, mens byens lyde sørger for stemningen. 

Se royale tegninger

I særudstillingen ”Da København blev Wonderful – Plakatkunstneren Ib Antoni” kan du både nyde Ib Antonis smukke, farverige og i flere tilfælde ganske royale tegninger og dykke ned i artikler, billeder og historier om Antonis liv og virke som blandt andet omfattede kontakt med flere europæiske kongehuse. Læs mere om udstillingen her.

Forkæl dig selv med Kir Royal

Tørster du efter endnu mere Ib Antoni, tilbyder vi private omvisninger – Kunst & Kir Royal – der afsluttes med et glas af den populære drink fra 1960’erne med kirsebærlikør (den fås dog også i en alkoholfri version). Bemærk at særudstillingen ”Da København blev Wonderful – Plakatkunstneren Ib Antoni” og Kunst og Kir Royal-arrangementerne løber frem til 29. februar. Du kan booke en Kunst & Kir-rundvisning i vores webshop

Smadret kongeligt porcelæn

I hele uge 7 (10.-18. februar) har du mulighed for at deltage i vores populære porcelænsmalings-workshops i Arkæologisk Værksted. Tag udgangspunkt i arkæologiske fund af gammelt porcelæn – eksempelvis fra den Kongelige Porcelænsfabrik – og lav dit eget design (læs mere og book din billet i vores webshop).

Dyrk Dronningens yndlings-hobby

Torsdag d. 22. februar kan du på bedste Dronning Margrethe-vis fordybe dig i forhistorien, når arkæolog Niels Andreasen holder foredraget ”Før Byen – København og Historien 1” (læs mere og køb billet i webshoppen). Torsdag d. 21. marts kommer fortsættelsen ”Byen bliver til – København og Historien 2”, hvor arkæolog Hanna Dahlström fortæller om de iagttagelser og fund, der ligger til grund for udgivelsen af bogen med samme navn (læs mere og køb billet her). 

Byen rundt med Christian 4.

Du kan også glæde dig til marts, hvor vi igen udbyder vores populære Christian 4.-byvandringer (se her i webshoppen). 

Foredrag om kongelige statuer

Oplev endnu et foredrag med royalt islæt: Den 7. marts kan du høre om et nystartet forskningsprojekt, der tog sin begyndelse da en gruppe gipsstatuer fra et kongeligt guldbryllup i 1892 dukkede op bag en skillevæg på 9. sal i Københavns Rådhustårn (se mere og køb billet her). 

Foredrag om det royale guldbryllup i 1892

I maj 1892 står København på den anden ende – Kong Christian 9. og Dronning Louise, Europas svigerforældre, fejrer deres guldbryllupsdag d. 26. maj og hele byen vil være med! Hør om den vilde udsmykning af byen, guldsnobberi, overfyldte hoteller, trafikkaos, hvem der var den mest populære af kongehusets prinsesser, og hvad der kan drikkes af øl på en kongelig guldbryllupsdag (se mere og køb billet her). 

Velkommen til et væld af "kongelige begivenheder" på Københavns Museum.